Nyt dansk mekka for klassiske biler i Kgs. Lyngby

Classic Car House åbner i 2023

Har du besøgt Classic Remise i Berlin, og har du tabt kæben over alle de lækre biler, du kunne se der? Så kan du godt begynde at glæde dig.

I 2023 får Danmark en lignende ’garage’ for klassiske køretøjer. Det afslører Interdan Holding i en pressemeddelelse. Interdan Holding er selskabet bag importen af en række bilmærker i Danmark. Den familieejede virksomhed importerer blandt andet Opel, Peugeot og Citroën.

Billeder: Interdan Holding A/S

Hvor kan du finde det nye Classic Car House?

Det nye Classic Car House kommer til at ligge i Kgs. Lyngby nord for København i smukke omgivelser og i bygninger, der hører under det tidligere Landbrugsmuseum. 

Planen er, at det skal åbne i 2023. Hører du til en af dem, der elsker at se på lækre klassiske biler? Så kan du glæde dig til, at du kan besøge Classic Car House og få én på opleveren.  

Anders Bruun, bestyrelsesformand for Interdan Holding A/S udtaler:

“Det har længe været en drøm for os at skabe et sted, som er for alle med interesse i klassiske biler – uanset alder, køn, økonomisk formåen og baggrund. Det er vores ambition, at Classic Car House skal være et publikumsorienteret, levende oplevelsesunivers og samlingspunkt for alle med passion for klassiske biler og vores fælles kulturarv relateret hertil. Det er ligeledes vores ønske at opføre café samt lokaler med mulighed for afholdelse af diverse arrangementer som f.eks. konferencer, produktlanceringer og fejring af familiebegivenheder som fødselsdage, bryllupper i unikke rammer.”

Billeder: Interdan Holding A/S

Uden mad og drikke kører motoren ikke

Classic Car House vil udover museum med klassiske biler også huse en café. Navnet på caféen er Willys Diner, og den vil være åben for alle. 

Der vil være faciliteter til mærkeklubber for klassiske biler, og ambitionen er at etablere en klub for bilentusiaster med relevante arrangementer. Der vil desuden også være mulighed for, at du kan få opbevaret og repareret din klassiske bil i fantastiske rammer.

Det vil allerede fra 2022 være muligt at få opbevaret din klassiske bil i de fantastiske rammer året rundt.

Ring til os på 75 91 21 92
Ring til os
Skriv til os