Fællesskabet kommer i første række
Du griner måske, når du ser en midaldrende mand på en gammel knallert? Jeg garanterer for, at det er ham, der har det sjovest. Sammenholdet med de andre knallertkørere og hyggen er i centrum, når voksne mænd sætter sig i sadlen og kører knallert. Og knallerterne – dem passer man på.
Foto og tekst: Thomas Schiermacher, journalist
Det er ikke altid nemt at være reporter. Det måtte jeg sande på en grå og trist onsdag i slutningen af april.
Det begyndte for længe siden. Jeg spottede en klassisk 4-hjulstrukket Toyota LandCruiser ved siden af en pølsevogn. Det ledte til et besøg i den selv samme pølsevogn. Det var indehaverens LandCruiser, og snakken gik.
Det kostede tre (måske fire) besøg i den selv samme pølsevogn, før tungen rigtig kom på gled. Og pludselig talte vi veteranknallerter og pølsemanden fortalte, at ”jo, jo – dem er der sandelig mange af her i byen”. Han havde da selv en, og hans bror havde mange, og de mødtes ude på værkstedet hver onsdag. Jeg inviterede mig selv til et onsdagsmøde på værkstedet. Det besværlige liv som reporter vender jeg tilbage til.
Bag porten spiller musikken. Henning Stærk og Roy Orbison. Og der sidder allerede et par mænd og snakker, da jeg træder ind og præsenterer mig. Det er Jacob, Carsten og Asger. Knallerterne holder på gulvet. Jacob og Carsten er kommet på hver deres Puck VZ 50. Jacobs er fra 1974, og det er ikke bare en VZ 50. Det er en ”Flagskib”.
”Den er fra det år jeg blev født”, siger han.
De er ikke svære at få til at tale om knallerter, og de ved mere om dem, end jeg havde forestillet mig. Carstens er lidt ældre. Jeg prøver at kigge efter forskelle og bliver belært om cylindrene. Jacobs ”Flagskib” er luftkølet. Carstens er blæserkølet. De er flotte og originale. Men der er ingen af de to Puch’er der står som ”suttede bolscher”.
Carsten fortæller, at han som ung havde mange knallerter. Og hurtige knallerter.
”De var nok ikke alle sammen lovlige dengang. Men det er de nu. De er heller ikke så hurtige mere, siger han” og fortsætter. ”Det kan nok også hænge sammen med vægten,” siger han med et grin og slår sig på maven.
Priserne på knallerter er, som for de fleste andre veterankøretøjer, steget gennem de senere år. En velholdt Puch VZ 50 kan godt koste 25.000 kr. Er den perfekt og original, dansk solgt med ’matching numbers’, så bliver det endnu dyrere.
Der er mange grin og drillerier mellem de fremmødte. De mindes ture til træf og fortæller gerne og længe om klubben. Men det er ingen klub.
”Det er en interesseorganisation. Og der er ikke plads til flere medlemmer,” siger Asger med et grin.
Der er også en Puch-klub i byen.
Jeg spørger, om man kan være med i begge fællesskaber.
”Det kan da godt være. Men det er ikke noget, vi nogensinde har hørt om,” lyder det, og så griner hele flokken.
Sjældne italienere
Asgers Gilera holder ovre til siden. Det er en helt anden sag. En sjælden italiener, der ligner noget fra kataloget, da den blev solgt midt i 1970’erne. Også dengang var den ualmindelig. Den er der ikke mange til salg af i Danmark – eller resten af verden for den sags skyld.
Mens vi taler, går døren op. Ind kører en lille knallert med en voksen mand. Jeg har aldrig set sådan en før. Endnu en italiener, en Benelli, der ikke er større, end man kan have den i et bagagerum. En pudsig lille maskine, der vist heller ikke hører til de mest almindelige. Hjemme ved skrivebordet finder jeg to til salg på Ebay. En der kræver en hel vinters renovering og en i køreklar, men godt brugt stand. Den sidste koster i omegnen af 5.000 kr.
Selvom der mest er snak i garagen, er fællesskabet omkring knallerterne. Der kommer flere til. Døren går op igen, og det er endnu en sjælden fugl. En tysk Zündapp og kort efter kommer der en dansk produceret knallert. En SCO med lad foran og plads til værktøj eller en lille hund. Begge de to knallerter er i super god stand og er så flotte, at det (næsten) er synd at køre på dem.
Tur i den
Fællesskabet omkring knallerter er landsdækkende og gælder ikke kun på værkstedet på det hemmelige sted i Nordsjælland. Det er udbredt over hele landet og endda så meget, at det har fået sin egen tv-serie på Yousees egen kanal Xee. Her kan man følge en gruppe fuldvoksne mænd, der på gamle Puch Maxi’er drøner rundt i Esbjergs gader med lædervest og åbne hjelme.
Serien hedder ”Vild Vild Vestkyst – kærlighed og knallerter” og i seks programmer kan man følge med i klublivet og lære præsidenten Nikolaj og hans følge at kende.
Entusiasterne i garagen arrangerer også ture og kører til træf. Syv ture er der arrangeret i 2020. Den længste skulle have gået hele vejen til Bornholm. Men turene blev aflyst på grund af Corona-krisen. Men der bliver helt sikkert taget revanche.
Smil til fotografen!
I garagen er det tid til foto. Nu vender vi tilbage til det besværlige ved at være reporter. For selv om de fremmødte i værkstedet gerne vil tale om knallerter, så er de ikke meget for at komme på tryk og slet ikke med billeder. Jeg forhandler mig frem til, at jeg må skrive, at vi er ”et sted i Nordsjælland” og at vi glemmer efternavnene, tager et (1!) billede og ikke af noget, der kan afsløre, hvor vi præcis befinder os. Jeg sneg mig til et par foto ekstra.
Som allerede nævnt er priserne steget på veteranknallerter, og de to-hjulede er lette at stjæle, hvis man vil det og ved, hvor de er opbevaret. Så det afslører vi altså ikke. De passer godt på deres ’kværne’ deroppe i Nordsjælland et sted.
