Da jeg begyndte i lære
Som 15-årig begyndte jeg i lære som mekaniker. Det var den 1. april 1960. Min morfar var bogholder hos Københavns Cylinder Service på Nørrebrogade og skaffede lærepladens hos Hans Lehrman, Volvo på Jagtvej 16.
I dag er der metrostation på stedet, og der er ikke en gang rejst en mindesten.
Det var en god og alsidig læreplads med god rotation i de forskellige afdelinger. Selv var jeg mest til lastbiler og dieselteknik og fik størstedelen af læretiden i lastbilsafdelingen.
En mekaniker var en mekaniker
Dengang var en mekaniker – ja netop en mekaniker, og der blev ikke fagmæssigt skelnet mellem person- og lastbilsmekanikerfaget som i dag.
Uanset at det var et autoriseret Volvo-værksted, blev der også repareret andre mærker. Havde en vognmand eller et firma for eksempel 3 Volvo’er og en Bedford, ja som kom sidstnævnte også hos os.
Allerførst i 1964, altså 2-3 måneder før jeg var udlært, kom en af firmaets sælgere op i lærlingenes frokoststue og spurgte, om nogen var interesseret i en ældre, brugt bil. Han vidste knapt nok, hvilket mærke det var, men sagde at den var fin.
Han kendte en enkefrue i Hellerup, som havde den stående i en garage efter mandens død et par år før, og ingen arvinger eller nærtstående var interesseret. Så vi kørte ud på Gersonsvej, talte med enken og lånte garagenøglen.
Rover 16 P2 Saloon
Bilen var en Rover P2 Saloon, altså “sixlight”, fra 1946 med et ret beskedent kilometertal på tælleren. Den fængede umiddelbart, og vi blev enige om 2.000 kr. Det var mange penge dengang, hvor timelønnen var under 2 kr. som lærling.
Som mekanikerlærling var der heldigvis mulighed for meget “fusk” eller rendestensreparationer, som gav lommepenge. Blandt andet hovedreparation af en Rolls Royce Phantom II i en garage i Charlottenlund. Bilen står nu for øvrigt i Strøjers samling.
Det var ikke meget enkefruen vidste om Roveren – det havde tydeligvis været mandens domæne. Men hun kunne dog fortælle, at den fra ny var indkøbt til direktionen på Tuborg Bryggerierne, hvor hendes mand havde været værkmester.
I midten af 50’erne blev den udskiftet, og værkmesteren fik lov til at købe den. Bilen var bestilt fabriksny hos den daværende importør, hvorfor den, ret usædvanligt, var leveret venstrestyret fra Solihull.
Efter hvad jeg har kunnet finde, er der blot importeret under 10 eksemplarer af P2 i de forskellige størrelser - 10. 12, 14 og 16 efter krigen. Først med P4 kom der lidt mere skub i salget.
En rig onkel fra Amerika
I 1946 var det ikke enhver forundt at anskaffe sig en ny bil. Der var efter krigen svære valutarestriktioner, og enten skulle man have en rig onkel i Amerika, som ville stille op med de fornødne dollars, eller et firma kunne få en såkaldt indkøbstilladelse, hvis de havde en overskudsgivende forretning med udlandet, der skaffede valuta til Danmark.
Jeg fik lov til at tage den ind på værkstedet på Jagtvej en lørdag eftermiddag efter fyraften. Jeg vaskede og pudsede den, skiftede olie, justerede bremserne, og om mandagen kørte firmaets “synsmand” ind på Polititorvet til syn – og man var blevet fint kørende.
Så var jeg udlært
Efter læretidens udløb var det tid til at arbejde med andre bilmærker, og hvad var mere nærliggende end at komme til “Blandetvognsværkstedet” hos Skandinavisk Motor Co., Lundtoftegade, København N. Her arbejde jeg primært med lastbilsmærker, som virksomheden repræsenterede: Nemlig Dodge, Fargo, De Soto og Henschel. Men der blev også repareret Rolls Royce, Bentley og ikke mindst Rover og Land rover i denne afdeling.
Det er utallige Rovere, jeg har haft mellem hænderne dengang fra 1964 – 1965.
Uanset det lave kilometertal, måtte jeg hovedreparere motoren. Den brugte olie og manglede trækkraft, men derefter hjalp det lidt på det. Lidt højere kompression, når nu topstykket alligevel skulle planslibes og polering af indsugningskanaler m.m. Et eftermonteret oliefilter var også en god ting, så det monterede jeg.
P2'erne havde originalt blot en si i bundkarret. Den fik så meget trækkraft, at tænderne på spidshjulet en dag forsvandt ved igangsætning. Dengang som nu var det "kun" et økonomisk problem at skaffe reservedel, så jeg fik den altid til at køre igen, når noget var gået til.
Og så blev jeg gift
Jeg mødte min hustru, vi fik børn og byggede hus. Og det var desværre ikke kompatibelt med en ældre “egoistbil”. Bagagerummet kunne hverken rumme barnevognskasse eller byggematerialer.
Dum som man var, skilte jeg mig af med Roveren. Dengang betød det intet, for det jo en 20 år gammel bør. Før børnene kom til, nåede vi dog at køre til Monaco i den og se Grand Prix’et i maj 1965. Men hvor har det ærgret mig de senere år, hvor tiden efter salg af vores virksomhed levnede både tid og midler til legetøjet.
Vi har en søn, der er gået i faderens fodspor: Mekaniker, lastbilschauffør, vognmand og ivrig, hvad angår veteranlastbiler m.m.
For et par år siden sagde han pludselig: “Nu vil jeg ikke høre mere om den Rover, for der en til salg på Rover Owner’s Clubs’s hjemmeside.” Det var en Rover 16 P2 Sport Saloon 1947.
Han havde 2 identiske og skulle have skaffet plads i garageanlægget til endnu en veteranbil. Jeg måtte faktisk slev vælge, hvilken af dem det skulle være. Jeg købte så denne Charcoal Grey, og det har jeg ikke fortrudt.
Den var meget flot renoveret, og nogle få mekaniske og elektriske fejl fik jeg også hurtigt udbedret. Vi har meget glæde af den bil, men vi må jo også medgive, at Coronaen har begrænset os meget i at deltage i træf m.m. det seneste år.
Hvor blev den gamle af?
Sideløbende har jeg forsøgt at spore, hvad der blev af “den gamle”. Det er utallige internetsider og registre, som jeg har gennemtrawlet uden resultat. Bilregisteret fra før digitaliseringen er meget mangelfuldt, så jeg havde næste opgivet. Jeg prøvede også med en efterlysning på ROC’s hjemmeside.
Søndag den 3. januar 2021 ser min søn på Facebook, at der i Jylland var en Rover 16 til salg sammen med nogle andre “ladefund”, og på de medfølgende billeder var jeg næsten sikker på, at der rent faktisk var tale om netop den. Jeg får fat i sælger og laver en aftale om et besøg dagen efter.
Jeg berettede selvfølgelig om min mistanke, og selvom han havde utallige tilbud på bilen allerede, lovede han at holde den til mig.
Mandag morgen var han så blevet ringet op af en journalist fra TV Midtvest, som havde set opslaget på Facebook. Han var selv mekaniker og var interesseret i nogle billeder og eventuelt video af ladefundene.
Sælgeren kunne så oplyse ham om vores aftale, og de blev hurtigt enige om, at der var en god historie heri - selvfølgelig hvis jeg var med på det.
Det blev en mindeværdig dag i laden i Videbæk
Journalisten var oprigtigt interesseret og lavede et fint indslag i aftenens lokale nyhedsudsendelse, som også kan ses på stationens hjemmeside. Linket til udsendelsen finder du nederst i denne artikel.
Det var ikke hele historien, der var plads til på de få minutter, men essensen kom da med. Jeg berettede undervejs om hele historien, mens han filmede.
Jeg havde også printet en del fotos ud og taget med. Også af min Triangel lastbil (1938), som nu er ved at være klar til syn. Når der kommer nummerplader på, bliver det den eneste kørende Triangel lastbil overhovedet i verden.
Mangler du brugte dele til en P2’er?
Med til historien hører, at foruden “vraget” af min gamle bil, som jeg fik for 10.000 kroner, fik jeg et tilsvarende vrag af en højrestyret Rover 16 P2 Sport Saloon også fra 1946 og identisk med 1947-modellen jeg allrede har. Meget ukomplet – blandt andet mangler den motor og gearkasse.
Men den indeholder jo alligevel mange anvendelige dele til både den ene og den anden. Den fik jeg med for 2.000 kroner. Så dersom du mangler brugte dele til en P2 – så kan du spørge mig.
Begge biler har nok stået i en lade omkring 50 år, så alle bløde dele – sæder, indtræk bundplader (træ)osv. er for længst væk. Til gengæld var der fjer nok til en god dyne i den ene, så den har jo nok stået i hønsehuset.
Sælgeren havde bilerne som arv fra en gammel onkel og havde allerede oprindeligt skrottet 22 biler, der ikke var værd at fragte fra onklens sted på Falster til Videbæk i Vestjylland. Godt at Roverne ikke gik samme vej, og så må de 22 kasserede biler i øvrigt have været i meget dårlig stand.
Der er arbejde til lang tid i dette projekt, men intet er umuligt. Bare se på Youtube, skriv “Rover 16 barnfind” og se den Rover P2, som P.F Jørgensen har i sin samling. Den ser på videoen mindst lige så sørgelig ud som mine køb.
Jeg må se, om jeg kan gøre kunsten efter. Vi snakkes ved om 2 – 3 år eller mere.
Her kan du se TV Midtvests indslag: En særlig handel: Den gamle kærlighed er lidt rusten | TV MIDTVEST
