Besøg hos Autogalleriet Herning

Formand Marius Reese har lovet at sætte mig ind i sagerne. Jeg møder ham i højt humør bag rattet af hans Citroën HY fra 1970, der i gamle dage kørte med banditter som “salatfad” i Rigspolitiet. Som pensionist nyder den livet som en autocamper i Europa. Marius har blandt andet installeret støjisolering og et længere gear, så de 58 hk nu kan slæbe salatfadet op på 100 km/t, samt bad og køkken, så den kan campere i ødemarken.

“Vi har endnu ikke kørt over Kasselbakkerne i den, men det er planen,” fortæller han optimistisk og hopper ud af bilen for at vise mig de to haller, der er adskilt af en gennemgang med et værksted til hobbybrug.

Det hele begyndte ved en tilfældighed. Efter en tur til Berlin kiggede Marius forbi sin vens kunstgalleri, hvor daværende motorredaktør for Herning Folkeblad, Gorm Albrechtsen, sad fordybet i et bilblad sammen med galleriejer Ole Sejersen. Det viste sig hurtigt, at de tre var skåret over samme last – bilentusiaster med en svaghed for veteranbiler. Snakken faldt på Meilenwerk i Berlin, hvor biludstilling og opbevaring af seværdige klassikere i historiske rammer havde sat en standard, som mange siden har efterstræbt. Inden kaffen var drukket, var de enige: Sådan et sted skulle Herning også have.

Reese tog retur til Tyskland for at aflure kunsten hos folkene bag det, der i dag er kendt som Classic Remise. Men hvor tyskerne kørte det som en kommerciel og på det tidspunkt ret dårlig forretning, valgte de tre vestjyder en mere folkelig løsning i form af en forening. Herning Kommune skød 75.000 kroner i projektet, og dermed var fundamentet støbt. Den første adresse – en tidligere dameundertøjsfabrik – viste sig for trang, men da flokken rykkede ind i den nedlagte tekstilfabrik på nabogrunden, kom der for alvor gang i sagerne. Ved den stiftende generalforsamling fik foreningen 50 nye medlemmer, og siden er medlemstallet vokset til cirka 200, hvoraf cirka halvdelen har biler til opbevaring. Gorm Albrechtsen og Ole Sejersen er her ikke længere, og dermed er Marius den eneste, som har været med helt fra den spæde start.

Vi tager en dæksparkvandring gennem de 2.500 kvadratmeter, og der er masser at kigge på. Ved hver bil står et lille skilt med historie, specifikationer og fun facts udfærdiget af medlemmerne, som gør det hele lidt mere nærværende.

En af de mere kuriøse biler er en sort, urenoveret Pontiac Streamliner “Silver Streak” fra 1948, der står i et hjørne og venter på en kærlig hånd. Den store vogn har masser af patina, småskrammer og knubs, så man kan levende forestille sig, at den er kørt fra strisserne med en Al Capone-type bag rattet i tidernes morgen, men det er mekanikken, der gør den interessant, hvis du spørger formanden:

“Den har noget så sjældent som en 8-cylindret sideventilet rækkemotor, som er uhyre vibrationsfri. Du kan sætte en krone på motorblokken uden den vælter”. Det er også en af de første biler fra General Motors med Hydra-Matic gearkasse, der overflødiggør koblingspedalen.

I den anden ende af rækken holder en regulær enhjørning på hjul, som jeg aldrig har mødt før: en Vignale Samantha fra 1969, håndbygget af Carrozzeria Alfredo Vignale i Torino på basis af en Fiat 125 Special og med dørene doneret af en Jensen Interceptor. Den håndbyggede italiener blev fremstillet i mindre end 100 eksemplarer, og under 10 af dem menes at eksistere i dag.

Det er ikke samlingens eneste eksotiske italiener. I den anden hal finder du, hvad Marius med et glimt i øjet kalder den sidste “rigtige” Lancia, coupéen Gamma, der var tegnet af Pininfarina og var den sidste Lancia med fabrikkens egen 2,5 liters 4-cylindrede boksermotor. Jeg er måske mere til den firskårne Gamma-efterfølger, Thema, som godt nok var fuld af Fiat-stumper, men topmodellen 8.32 havde en V8’er fra Ferrari. Meninger brydes hos Autogalleriet – og det er lige, som det skal være.

Mangfoldigheden er pointen på Autogalleri Herning. Her clasher amerikanerbiler, franske særlinge og japanske sportsvogne på kryds og tværs, og det er en del af charmen.

“Det er sjovt at gå rundt og have de her drillerier og fordomme over for hinanden – altså at insistere på at amerikanerbiler er dårligt byggede og bruger olie, at de franske og italienske biler ruster enormt og så videre, men det er kærligt ment. I en mærkeklub kan debatten godt blive lidt ensidig”, fortæller Marius Reese, der også er med i mærkeklubber og har et langt bil-cv, primært med ældre franske biler.

Står du med et behov for opbevaring af din klassiske bil, er Autogalleriet Herning et godt sted at søge hen. Et passivt medlemskab koster 800 kroner om året, og for 500 kroner om måneden kan man stille bilen i hallen, hvor der er tørt, tempereret, overvåget og sikkert – og hvor man kan komme og gå døgnet rundt og tilmed har adgang til et værksted med en lift.

Du er også velkommen uden bil, enten som medlem eller som gallerigæst i weekenderne, hvor du for 75 kr. kan få lov til lure på alle de flotte biler og få en god snak med ligesindede bilentusiaster.