De næste klassikere: 5 biler, der gør sommeren sjovere

Vi giver dig fem sjove sommerbiler, der kan forsikres som veteranbil eller klassiker i 2026.

 

 

Tekst & foto: Søren Juul

Med skarpe køreegenskaber, et banebrydende el-foldetag, en birolle i en 007-film og tidløst design skabte bilerne overskrifter i 90’erne. I dag er de til at betale og forsikre på gunstige vilkår.

 

BMW Z3 (1996) – James Bond’s roadster

Roadsteren debuterede i Hollywood med skuespilleren Pierce Brosnan bag rattet – mere præcist i 007-filmen GoldenEye fra 1995. Året efter blev den officielt præsenteret på biludstillingen i Detroit, hvor Joji Nagashima’s design blev vel modtaget.

Stilen er klassisk roadster med to siddepladser, en lang og lav snude og et kort udhæng over bagakslen. Teknikken bygger på E36 3-serien, hvilket sikrer overkommelig vedligeholdelse.

De tidlige Z3’ere havde en lille, firecylindret motor med 115 hk. Kræfterne rækker knapt til en sportsvogn, men med taget nede er en Z3 1,8 en skøn sommerbil.

Senere årgange fås med mere potente og vellydende motorvarianter med seks cylindre – den mest eftertragtede blandt entusiaster er M Roadster med 321 hk.

Vidste du? Z3 kom også som Coupé i 1998.

Mazda MX-5 (1989) – Verdens mest solgte roadster

MX-5 blev præsenteret allerede i 1989 som Mazda’s bud på en britiskinspireret roadster – bygget på pålidelig japansk mekanik.

Opskriften på intens køreglæde var simpel, men også så effektiv, at Mazda stadig bruger den. MX-5 har baghjulstræk, en ligelig vægtfordeling mellem akslerne til gavn for køreegenskaber – og en bundsolid motor parret med en manuel gearkasse, der kan betjenes med et håndledsvrik.

Er vejret til topløs kørsel, kan kalechen lægges ned med et snuptag.

Bag rattet i den intime kabine har man følelsen af at være ét med bilen, der styrer let og præcist, mens de 116 heste fra den 16-ventilede 1,6 liters motor har overskud nok til at forlade et sving med et lille svirp med halen.

Første generation af MX-5’eren vejer omkring et ton og føles derfor kvik trods få kræfter. Vil du have mere power, kom den første generation (NA) med 1,8 liters motor og 131 hk i 1994.

Uanset hvilken variant du vælger, er det svært ikke at smile, når du sidder bag rattet af en kæk Mazda MX-5 med tidstypiske klaplygter. Den er en vellidt youngtimer med få fjender – udover rust!

Vidste du? Mazda MX-5 blev lanceret i 4. generation i 2015. Mere end 1,2 mio. eksemplarer har forladt fabrikken siden 1989.

Mercedes-Benz SLK (1996) – Roadster og coupé

Mercedes SLK skilte sig ud, da den blev præsenteret i 1996. Den kompakte, baghjulstrukne roadster kunne forvandles til en sporty coupé på 25 sekunder. Med et tryk på en knap, kørte det fuldautomatiske Vario-foldetag op fra sit skjul i bagagerummet – og lagde låg på kabinen som en elegant hardtop.

Vario-taget gjorde også SLK stivere, sikrere og mere helårsanvendelig i forhold til konkurrenterne med blødt tag.

Mekanikken er hentet i samtidens Mercedes C-klasse. Ved lanceringen lå der en firecylindret rækkemotor med eller uden kompressor og op til 193 hk under motorhjelmen i SLK.

Mekanikken er hentet i samtidens Mercedes C-klasse. Ved lanceringen lå der en firecylindret rækkemotor med eller uden kompressor og op til 193 hk under motorhjelmen i SLK.

Vidste du? SLK står for Sportlich, Leicht und Kurz – altså “sporty, let og kort”.

Porsche Boxster (1996) – Bilen der reddede Porsche

Den næste klassiker-kandidat blev i sin tid så stor en succes, at den krediteres for at have reddet Porsche.

I start-90’erne kæmpede fabrikken med faldende salgstal og aldrende, vidt forskellige modeller, der var dyre at producere.

Løsningen blev en ny, ungdommelig roadster, der byggede videre på arven fra 356 Speedster og 550 Spyder – med teknik og designelementer, der kunne genbruges i den næste 911’er. Prototypen blev præsenteret i 1993 og fik så meget applaus, at Porsche gav den grønt lys.

Boxster blev lanceret i 1996 og gav debut til Porsche’s nye designsprog med de famøse “spejlægs-forlygter”, der siden spredte sig til andre modeller.

I stedet for at placere motoren i hækken, som på en 911’er, fik Boxster en mindre 2,5 liters boksermotor med seks cylindre og 204 hk monteret centralt bag forsæderne. Sammen med en lav vægt resulterer det i en særdeles agil sportsvogn, der blandt entusiaster livligt diskuteres, hvorvidt den kører bedre end storebror 911.

I 1999 får Boxster en større motor på 2,7 liter. Senere kom den kraftigere S-variant med 3,2 liters motor og 252 hk efterfulgt af et facelift i 2002.

Du kan vælge mellem manuelt og det i dag mindre eftertragtede, automatiske Tiptronic-gear, der i dag opleves noget gammeldags.

Vidste du?  Boxster blev så stor en succes, at Porsche outsourcede 70% af produktionen til Valmet i Finland. Der blev lavet næsten 165.000 eksemplarer af den første 986-generation Boxster før næste generation kom i 2004.

Audi TT (1998) – Designikonet

I første generation af Audi TT er designet mere spektakulært, end mekanikken er eksotisk. Designikonet deler platform med VW Golf IV, så her får du forhjuls- eller firehjulstræk fra en tværstillet frontmotor – i knivskarp indpakning.

Da konceptbilen blev vist i 1995, tabte publikum og presse kæben i en grad, at Audi satte TT’eren næsten uændret i produktion. TT skilte sig ud og var banebrydende med sin runde formgivning og minimalistiske linjer, der går igen i instrumenter, ventilationshuller og det ikoniske aluminiums-tankdæksel.

Audi’en blev lanceret med 1,8-liters turbomotorer med 180 hk eller 225 hk i den firehjulstrukne quattro-version, som senere fik selskab af en 3,2-liters V6.

Det er dog ikke kun Peter Schreyers design, som Audi TT er berømt for. I 1999 blev modellen berygtet efter en række fatale højhastigshedsulykker. De fik Audi til at tilbagekalde modellen, justere undervogn, gøre ESP standard og tilføje en stabiliserende hækspoiler til bagklappen.

Vidste du? Første generation Audi TT kom som roadster i 1999.

Ring til os på 75 91 21 92
Ring til os
Skriv til os