Gør livet surt for indbrudstyven

Pas godt på din veteranbil

Der bliver i gennemsnit stjålet cirka 18 biler og 2-3 knallerter hver dag året rundt i Danmark. Tænk hvis det gik ud over dig og dit veterankøretøj.

Den tanke er næsten ikke til at bære, vel?

Af Thomas Schiermacher, journalist

Her i artiklen giver vi dig en række gode tips og idéer til, hvordan du kan gøre det svært for tyven at stjæle dit elskede veterankøretøj.

Læs med her og få svar på:

  • Hvad er der af krav fra dit forsikringsselskab i forbindelse med biltyveri?
  • Hvordan kan du bedst muligt sikre dit dyrebare veterankøretøj mod tyveri?

Veteranbiler er i høj kurs hos biltyve. Det er ikke usædvanligt, at folk med hang til veterankøretøjer får stjålet deres kæreste eje. Der bliver med jævne mellemrum bragt efterlysninger af gamle biler, dyre motorcykler og sjældne knallerter, som er forsvundet. 

Og det er langt fra alle, der bliver fundet igen.

Der er forskellige metoder, hvorpå du kan sikre dig mod ubudne gæster og langfingrede tyve. Og der er også forskellige krav fra dit forsikringsselskab, når det kommer til at sikre dit veterankøretøj. 

Lås altid dit veterankøretøj inde i garagen

Når du forsikrer et veterankøretøj, er det et krav fra forsikringsselskabet, at du skal have en aflåst garage, hvor køretøjet kan stå parkeret. 

Så det første skridt er faktisk let: Kør altid bilen ind i garagen, når du er hjemme. Lad den ikke stå parkeret ved vejen eller i indkørslen. Og husk at låse efter dig.

Der er forskel på garager. Har du din gamle bil kær, så kan det godt betale sig at sørge for, at du har en ordentlig port med et godt låsetøj. 

Det handler om at gøre det så besværligt som muligt for tyven. For er det besværligt, så tager det tid, og tager det tid, så øger det risikoen for at blive opdaget. Det kan måske få den langfingrede tyv til at droppe sit forehavende.

Krav om GPS-tracker på eftertragtede veterankøretøjer

Har du en bil, der er så eftertragtet eller værdifuld, at dit forsikringsselskab kræver, at der monteres en GPS-tracker i bilen?

Hos Veteranforsikring Danmark er GPS-tracker et krav til:

  • Alle amerikanerbiler efter årgang 1960 med en værdi på mere end 200.000 kroner
  • Alle Porscher med en værdi på mere end 200.000 kroner
  • Alle andre klassiske biler med en værdi på 750.000 kroner eller derover

De forskellige forsikringsselskaber har forskellige krav, så undersøg det grundigt, så du ikke står uden dækning, hvis uheldet en dag er ude. 

Sådan virker en GPS-tracker

En GPS-tracker er en lille enhed, der monteres i bilen. En GPS-tracker har til formål at fortælle, præcis hvor bilen opholder sig. Det betyder, at hvis en tyv kører afsted i din bil, så kan du oplyse politiet om, hvor dit køretøj er – og forhåbentlig få fat i både bil og tyveknægte. 

GPS-trackeren har også en smart funktion, der gør, at hvis tyven finder den i bilen og afmonterer den, så sender den en sidste hilsen til alarmcentret om, hvor præcis det sker. 

Sørg altid for, at din GPS er forsikringsgodkendt. GPS-trackere skal være forsikringsgodkendte, så undersøg det nøje, inden du køber en, og får den monteret i dit køretøj.

Larm fra alarmen skræmmer tyven væk

Der er flere og flere, der investerer i en alarm til huset. Men de fleste tænker måske ikke på også at dække garagen ind med alarmen. 

Har du en dyr gammel Norton eller en Jaguar Mk2, eller noget andet på hjul stående i garagen, som du gerne vil passe ekstra godt på? så er det en god idé at undersøge, om ikke husalarmen også kan dække garagen. Alternativt kan du købe en selvstændig alarm til garagen. 

Du kan også få et alarmsystem, der kan mere end bare at larme. Et eksempel er alarmer med såkaldt tågesikring. Tågesikring er en effektiv metode til at forpeste tyvens arbejdsdag. 

En alarm med tågesikring vil skræmme tyven, for rummet bliver i løbet af få sekunder indhyllet i en tæt, tyk tåge, der gør det umuligt at orientere sig. Og så kan din bil jo ikke blive stjålet.

Hold dine kort tæt ind til kroppen

Holder din bil ikke der, hvor du har bopæl? Men har du den opstaldet et andet sted - måske endda et sted, der er lidt afsides? Så lad være med at sprede rygtet og fortælle alt for mange om, hvor du har den stående.

Rygter har det med at sprede sig hurtigt, og måske hører de forkerte en dag om, hvor din bil står parkeret.

Og så har du balladen.

Selv små ting kan gøre livet surt for indbrudstyven

At tyverisikre sin bil, motorcykel eller knallert kan godt kræve en lille smule ekstra arbejde. Men det er alt besværet værd, hvis det gør, at du ikke får stjålet dit køretøj.

Hvis du køber en ekstra ratlås (og husker at bruge den), kan det være, tyven giver op på forhånd. Sørger du for, at din knallert eller motorcykel er låst fast til noget med en solid kædelås, kan det også have en præventiv effekt.

Selv små ting kan gøre, at tyven vil kaste sin kærlighed på et andet køretøj end netop dit.

Du kommer langt med din sunde fornuft

Der er også en række indlysende ting, du kan huske dig selv på. 

Selvom du måske tænker, at du lige kan smutte ind efter mælk og lade bilen stå i tomgang, så er det en dårlig idé. Lad aldrig bilen stå med nøglerne i tændingen. Bliver den stjålet, har det store forsikringsmæssige konsekvenser. 

Du skal også altid lukke vinduerne i bilen – også om sommeren. Kører du cabriolet, så luk også taget. 

Sørg for at parkere din bil eller motorcykel på trafikerede steder med god belysning. Og så er det også klogt at sørge for, at der ikke ligger noget fremme i bilen, der kan have værdi for en tyv. 

Og så lige en kort opsummering

Krav fra forsikringsselskaberne:

Alle veterankøretøjer skal opbevares i en lukket og aflåst garage/bygning om natten.

Der skal GPS-alarm i: 

  • Alle amerikanerbiler efter årgang 1960 med en værdi over 200.000 kr.
  • Alle biler af mærket Porsche (uanset årgang) med en værdi over 200.000 kr.
  • Alle øvrige biler med en værdi på over 750.000 kr.
Undgå at få stjålet dit elskede køretøj

Sådan sikrer du dig bedst:

Sikr din garage med en god kraftig lås med beslag og hængelås - monter eventuelt også en solid port.

Sørg for, at du har en alarm, der dækker din garage.

Fortæl kun til de allernærmeste, hvor du har dit veterankøretøj til at stå.

Brug gerne ratlås i bilen, eller lås din knallert eller motorcykel fast til noget med en kædelås.

Luk vinduerne, lad aldrig nøglerne sidde i tændingen, og efterlad ikke pung, telefon eller dyre solbriller i bilen.

Ring til os på 75 91 21 92
Ring til os
Skriv til os